Essay

Året der gak

December, det kan da ikke være rigtigt, det betyder jo den tiende måned.
Den burde have heddet duodecember, den tolvte. 
Men sådan talte romerne ikke, for det er herfra, vi har navnene på månederne.

Mnjææ, men hed månederne ikke noget i vikingetiden, inden romerne eller rettere romerkatolikkerne kom og slog os i hodet med bibelen og sagde, at nu var det ikke længere ham den langskægede, enøjede mjøddrikkende fætter, der var deres gud, men ham den anden langskæggede, blege fætter med skæg, som de havde smidt op på et kors?

Øøhh jo, og det fremgår så af det følgende. Men vi kan ikke sådan lige komme udenom, at vi har romerske bogstaver, en romersk-katolsk kalender og romerske navne på månederne. Så kan vi jo hygge os med, at navnene på dagene stadigvæk er oldnordiske – sort of. Altså Tyrs dag, Odins dag, Thors dag, Freyas dag, og så bliver det lidt mere skummelt, for så er der løverdag (lauerdag), der betyder vaskedag, solens dag og månens dag. De sidste to kunne lige så godt være græsk-romerske, for de hed Helios/Sol (fr. dimance) og Selene/Luna (lundi). Men også de andre dage svarer til de græsk-romerske, for de var himmellegemer eller guder, same-same. Tirsdag var opkaldt efter Ares/Mars (fransk mardi), der var den krigeriske planet. Onsdag efter Hermes/Merkur (fransk mercredi). Tyskerne kalder det for midt-på-ugen, Mittwoche, og det gør islændingene også (Miðviku). Torsdag efter Zeus/Jove el. Jupiter (fransk jeudi). Der er altså en slags ombytning ift. nordisk-gemansk, med mindre man kalder Thor for Jupiter, hmm interessant, for både Zeus/Jupiter og Thor smed om sig med en tordenkile. Man kan også sagtens se Odin som en vis olding, en Merkurius med sin stav, gudernes budbringer. Hvad var det, Snorri Sturlasson skrev om Odin: At han var en synsk præstekonge fra området ved Sortehavet, der så og budbragte sit folk, at de skulle rykke teltpælene op og tage på en rejse nordpå.

Anyway, fredag er Aphrodite/Venus (fransk vendredi) og lørdag er Kronos/Saturn (fr. samedi). Tilbage har vi mandag, månens dag, der på græsk-romersk er Luna (fr. lundi).
Så den med, at Gud skabte verden på syv dage er altså god nok 😉

Det var månederne vi kom bort fra: december betyder den tiende måned. Vi kan så godt regne ud, at september, oktober og november betyder syvende, ottende og niende måned, men vi har stadig ikke fået forklaringen.

Hvis vi regner romersk baglæns, så er den første måned marts.
Marts eller Mars er krigsguden. Guderne er med os igen. Mars var iflg. mytologien far til Roms grundlægger, Romulus … der var rumæner, men det vil italienerne ikke så gerne høre om, lissom de heller ikke meget for, at latin og italiensk kommer fra daværende Rumænien, der hed Dachia, og at den egentlige grundlægger af romerriget var prins Aeneas, søn af kongen af Troya og altså en 1. generations indvandrer fra den samme Sortehavs-Balkan-Kaukasus-kultur som rumænerne/dachierne.
Det gamle danske navn er thormåned, hvilket svarer fuldstændigt til Mars = Thor – du ved ham den lidt brutale fætter, der smed om sig med isenkram fra smedeværkstedet. Når man tænker over det, så giver det egentlig mere mening, at året starter med, at naturen vågner op og går i gang igen i stedet for, at nytår er det mest dybt-godnatte tidspunkt på året, hvor naturen snorksover.

April kommer fra aprire, der betyder åbne. Det er også roden til navnet Aphrodite, der er det græske navn for den romerske Venus. Mande- og kvindekønnet starter altså året = foråret med en kærlighedsakt. På nordisk ville hun hedde Freya. Det siges, at april er lunefuld, som en kvinde 😉 Aprilsnar, snydt igen. Men åbningen er også en del af den gamle frugtbarhedskult, for jordens skød åbner sig og gør sig klar til såning, sæd. Det er lige før, det blir lidt lummert her, men det syntes de gamle ikke, for porno var ikke opfundet, og kristendommen havde ikke gjort samleje syndigt.
Det gamle danske navn er fåremåned, for fårene synes, der er fåre-år, no kidding, for de hopper glade ud på marken og … laver små fårebørn.

Maj er gudinden Maia, en anden frugtbarhedsgudinde, der er gået lidt i glemmebogen. 
På 1. maj fejres forårets endelige gennembrud.
Det gamle danske navn er blomstermåned, og majstangen blev pyntet med blomsterkranse.

At kommunisterne syntes, at de skulle kuppe 1. maj som øldriknings-parolefest er en helt anden historie, men de kuppede jo også begrebet socialisme, der er et oldgermansk koncept for at tage vare på samfundets fælles gods, som de så perverterede til at betyde, at al privat ejendomsret skulle ophæves, at børn ikke kunne arve deres forældres gods, og at al velstand skulle konfiskeres af en stak korrupte, massemorderiske kommissærer, der stak det hele ned i egen lomme, mens de kaldte det for folkets befrielse. Hvilket er årsagen til, at 1. maj i Fælledparken er en tyk parodi og er endt som en bøvsefest.

Juni er gudinden Juno, den romerske Hera, Zeus’ hustro, gudernes dronning. Og Zeus på romersk var Jupiter. Juno var gudinden for ægteskab, så det var en god måned at blive gift i.
Det gamle danske navn er skærsommer. Skær betyder lys, og her finder vi også sommersolhverv = midsommer eller Sct. Hans, for nu skulle højtiderne opkaldes efter kristengubberne og ikke hedengubberne.

Juli er en romersk kejser, der møvede sig ind og fik en måned opkaldt efter sig: Julius Cæsar. Før da hed den quinctilis, den femte måned. Det er lissom når en eller anden socialdemokratisk bormester får en gade eller en hel bydel opkaldt efter sig, Urbanplanen, Borgmestet Jensens Alle, du ved.
Det gamle danske navn var ormemåned. Navnet er lidt uvist, men det er den varmeste måned, og ormene = hugormene kan ses sole sig på stenene. Det har i hvert fald ikke noget med regnorme at gøre, for de graver løs hele året rundt.

Det samme kup galt august, der blev opkaldt efter en anden kejser, Augustus, men som før hed sextilis. Det var den kejser, der blev kendt for headbanging med sin egen væg, da de kom tilbage år 9 og fortalte ham, at de der germanere nord for alperne og øst for Rhinen have aflivet tre legioner + det løse = mindst 20.000 svært bevæbnede professionelle soldater ved Teutoburg … i regnvejr, hvorefter han stortudende udbrød: Oh, bring mig mine legioner tilbage! Hvorefter romerne holdt nallerne fra Germanien i ca 800 år+, indtil nyromerne – altså frankerne og Karl den Storsnudede syntes, at nu skulle de prøve igen. Hvorefter de fik vikingetiden og Frankerigets sammenbrud og Britanien som danskerkoloni og fortrød bitterligt for anden gang, at de havde fornærmet de dér vildmænd nordpå.
Det gamle danske navn er høstmåned. Det betyder kornet i lade, æbler i kasser og rugbrød og øl på bordet.

Resten af året er som sagt rent tælleri. 
September er den syvende måned.
Det gamle danske navn er lidt mindre kedeligt: fiskemåned. Det var her man fangede høstsild. Ja, den der herlige smældfede fisk, som vi vrænger på næsen af i dag, og som var så rigelig, at man kunne skovle den op i fyldte kurve, når den stimede op gennem Øresund i fiskemåneden.

Oktober er den ottende måned. Altså selvom den er den tiende, og nu har vi lissom fattet det.
Det gamle danske navn er løvfaldsmåned. Det er her, hvor sydtyskerne drikker sig i hegnet i spandevis af pilsnerøl, der faktisk ikke er en særlig gammel opfindelse, for pilsneren blev først opfundet af en tjekkisk ølfætter i 1842 kopieret af en Tuborg-brygger i Vejle i 1881.

November er den niende måned.
Det gamle danske navn var slagtemåned. Veganere kan jo slagte et græskar i stedet.

Her blev julegrisen slagtet og saltet eller røget eller puttet i dybfryseren … nånej, den var ikke opfundet andet end på Grønland, og det er jo derfor, vi har alle de varianter af mad, der netop er tørsaltet, vådsaltet, saltsyltet, eddikesyltet, fermenteret, tørret, røget, henkogt, nedgravet, hældt på glas og tønde og senere på dåse og alt det der, som vi siger er en opskrift, MEN DET ER DET IKKE! for hvis de ikke havde gjort det, var det hele rådnet op, og folk var døde af sult inden jul eller var nødt til at æde roer og kål resten af året. Yrk!

December er den tiende måned.
Det gamle danske navn var kristmåned.
Eller var det? Det kan umuligt have været det ældste navn men først efter år 1000.
Et godt bud er faktisk julemåned, for yule er et gammelt navn for vintersolhvervsfesten.

Og nej, julemanden var ikke en hyggelig fætter der smed gaver ned i skorstenen – hvordan den fede idiot så ellers bar sig ad med at kravle ned vides ikke. Julemanden var en grum fætter, der omgav sig med rockerlignende hjælpere og bankede på dørene, hvorefter han og hans rockere lemlæstede de børn, der ikke havde opført sig ordentligt i løbet af året. Og som gik i blåt og ikke i rødt, for Coca Cola var ikke opfundet endnu.

Den egentlige juleaften var d. 21., da det var vintersolhvervet. I romerriget var det saturnalierne, der er en lidt mere frivol sag. Saturn, Satan, du ved.

Januar er så den ellevte måned i den romerske kalender. Den er opkaldt efter guden Janus med de to hoveder, der så tilbage på det forgangne og frem mod det kommende. Eller hvad der nu var meningen med det tohovede, skizofrene monster, men det er en længere historie.
Det gamle danske navn var glugmåned. Gluggen er kighullet ind i det nye år. Det var først omkr. år 1300, at januar blev den første måned i året, for i det hedengangne Nordpå var det også marts. Dette naturår er på ingen måde opfundet af romerne men er ældgammelt og kendes i flere kulturer.

Man kunne godt forestille sig, at man tørrede duggen af vinduet og kiggede gennem glughullet ud i sneen, hvor gråsenollikerne sad og bævrede på grenen. Eller lyden af den sidste juleøl, der røg ned, glug-glug.

Februar betyder ligeud renselse. Året renser sig, før det bryder ud igen. Vi har resterne af det som fasten, der også er en renselse. 
Det gamle danske navn er blidemåned. Sneen var blid og hvid og lyste op. 

Men det er også den koldeste måned, og kyndelmisse, lysmessen, er til for at holde lys i mørket og varme i stuen. Den slår sin knude, imod frosten kold og hård, som der synges. Nånej, den sang kender folk ikke længere, for de har byttet deres sangtradition ud med plastiklyd fra musikindustrien. Vi er blevet en ikke-nation af brummere med sammensunket brystparti, der ikke kan ramme en tone længere.

*

Og sådan har alle kulturer deres navne for månederne. For en måned kender de alle, da det er månens tur rundt om jorden i fire faser. Der er dog lige det problem, at en månefase er 28 dage, og at 28 x 12 = 336. Hvilket vil sige nærmere 13 måneder, men det er stadig ude af sync med solåret. Det kan måske være ligegyldigt, hvis man lever ved Ækvator eller på Hawai, hvor der er evig sommer. Her kunne man godt tænke sig et rullende måneår. Og dog, selv en ø i Stillehavet mærker på en eller anden måde solåret, da de fx har en årstid, hvor der er større chance for typhoner og tsunamier. 

Ikke alle kulturer har imidlertid fire årstider. Det er meget et tempereret fænomen. I Arktis har de nærmest kun to årstider, en meget lang vinter og en kort sommer. I det gamle Egypten havde de kun tre årstider, oversvømmelse, dyrkning og høst.

I visse områder af verden har de en årstid, som de kalder regntiden. I Østasien har de monsunen, hvor det bare høvler ned. I Afrika betyder regntiden, at landevejene uden asfalt er ét stort mudder bad. Nåmen … så bliver man hjemme, og hvad skal man også inde i storbyen, når man kan dyrke sine egne fødevarer. Man brokker sig ikke over regnvejr her, for alternativet er tørke – og hungersnød. Interessant i øvrigt, hvad det var, der fik det meste af Nordafrika til at blive til ørken, for man ved, at der for mere end 5.000 år siden var grønt og frodigt. Der skete simpelthen noget med klimaet – og nej det var ikke menneskeskabt global opvarmning og ulovlige koprutter, der gjorde det.

Kunne man forestille sig et alternativt årsbegreb? Altså en alternativ kalender. Retorisk spørgsmål … og det giver mig så lejlighed til at … selvfølgelig kan man det. Historien er fuld af dem, det er blot fordi, vi har formået at punke den historiske verden til at bruge den gregorianske kalender aka det store tidskup. Hvad med en kalender, hvor månefaser og solfaser er en slags sekund-minut-timeviser i det store døgn, der kun er sammenfaldende i lodret stilling kl. 12:00 og 24:00 – hvilket digitalt er 00:00. Absolut og det fandtes. Den famøse mayakalender er et eksempel på det. Du ved det opreklameret-misforståede popstunt, der ifølge dommedagsprofeterne skulle sige både klik og bang i 2012, hvorefter jorden gik under ifølge Hollywood. Men altså, det forbløffende ved den kalender er, at den udover at være særdeles virkelig nærmest er galaktisk i sit scope, altså den største cyklus, vi kender til. Vi kan have teorier om universelle cykler og datering af universet, men det er kun teorier. Big Bang-teorien er, når året er omme, kun en smart teori og ret beset$ noget forpulet ævl. En tur i karussellen i Mælkevejen også kaldet det galaktiske år ved man lidt mere om, og det tager estimeret omkring 225-250 millioner år.

Vi ved med sikkerhed, at oldtidens kulturer havde kendskab til, hvad Platon kaldte for Det Store År. Og det har minsandten også 12 måneder, hvilket er de 12 stjernebilleder. Året er iflg. astronomien 25.772 år og er den tid, det tager Jorden af fuldende en rotation om sin egen tiltede akse. Det kaldes precession of the equinoxes, på dansk de tilbageskridende jævndøgn, og det er forårsjævndøgnene, der tænkes på her. Himlen roterer – sådan oplever vi det, selvom det er jorden, der roterer i en bue fra venstre mod højre. Vi kan se om natten, hvor det er stjerneklart, hvordan stjernerne synes at vandre. Og om dagen tager solen og nogle gange månen den sammer vej. Men hvis man tog et snapshot af nattehimlen den samme dag om året i 25.772 år, så ville man se, at stjernene gik i den modsatte retning, altså fra højre mod venstre. 

Platon fortalte om fire årstider i det store år, som han benævnte efter metallerne, guld, sølv, kobber/bronze og jern. De bevæger sig fra det lysende og ædle metal til det mørke og rå metal. Der er mange forbindelser mellem oldtidens Grækenland og oldtidens Indien, og de kan ses i bla. videnskaben. Vi er ikke meget for at indrømme det, men inderne var langt forud for vesten. I vedisk litteratur taler de om de fire yugas, Satya (guld), Treta (sølv), Dwapara (kobber) og Kali (jern). Den gyldne tid er den højeste vibration og tilstand for planeten og menneskene. Kali Yuga er den laveste vibration og den mørkeste tid for menneskene. 

Vi forlod Kali Yuga omkrig år 1600 ifølge den mest berømte indiske astronom/astrolog – same-same – Sri Yukteswar Giri, regnet som avatar og lærer for Yogananda, der bragte yogaen til vesten sammen med Vivekananda. Det tager en overgangsfase på 400 år, før den nye energi slår igennem og kan mærkes. Det er lige nu! Han kommer med en overraskende forklaring på hvorfor, hvilket jeg altid har fundet yderst facinerende og rent faktisk sandsynligt. Han skriver i forordet til sin lille kompakte bog, The Holy Science, at solen er en del af et binært stjernesystem. Den anden stjernen i systemet er ingen ringere end en af de klareste stjerne på himlen … Sirius, hundestjernen, der har det med at bevæge sig i forhold de andre stjerner. Vi ved, at den er den nærmeste stjerne i galaksen. Når de to stjerner er længst fra hinanden i deres store eliptiske baner, skaber de det svageste energifelt = Kali Yuga, jernets tidsalder. Når de er tættest på hinanden, skaber de et højenergifelt = den gyldne tidsalder. 

Og hvad hedder månederne så i Det Store År? Det hedder såmænd intet andet end de stjernetegn, vi kender. Men man regner året fra det initierende tegn, Aries – vædderens tegn.
Aries er som marts måned i den naturlige kalender, det er der, hvor året starter. 
Den burde være placeret kl. 9 på skiven og efterfølges med urets retning af Taurus – tyrens tegn.

Derefter Gemini – tvillingernes tegn, Leo – løvens tegn, Cancer – krebsens tegn, Libra – vægtens tegn, Virgo – jomfruens tegn, Scorpio – skorpionens tegn, Sagittarius – skyttens tegn, Capricorn – stenbukkens tegn, Aquarius – vandmandens tegn og til sidst Pisces – fiskenes tegn (husk der er to fisk). 

Fordi der er tale om en precession af jævndøgnene og dermed af tegnene på himlen, så bevæger tidslinjen sig den modsatte vej. Vi kan forestille os, at selve skiven drejer med uret, og hvad sker der så? Så kommer det foregående tegn til at erstatte det tegn, der var kl. 9, altså vædderen skiftes ud med fiskene. Vi kan se det på kulturernes billedsymbolik. Vi har stadig det ene ben i fiskens tegn og er ved at bevæge os ind i vandmandens tegn. Det er den kristne tidsalder, Jesus var menneskefisker, the fisher king, paven går rundt med et fiskehoved ovenpå sit eget hoved, osv. Moses er til gengæld en Aries-skikkelse. Han er altid afbilledet med horn på hovedet som en vædder. Mithras, der er en persisk præ-Kristus-figur ofrer en tyr som symbol på, at tyrens tegn og tid er omme. Jøderne på Jesus’ tid ofrede vædderlam som symbol på, at Aries var udrunden.

Vores tidsalder bør i så fald ofre et par fisk for at symbolisere, at nu må vi se at komme videre.

_______________________________________________________________________________________________

Read articles in English on MELLEMSTEETAGE.DK

3 Comments

  • omar ingerslev@gmail.com

    Apropos året der gak, kommer her en lille nytårshilsen :

    2020
    tyve, tyve
    og atter tyve
    som stjæler alt

    når angsten
    for døden bliver for stor
    stjæler den det man lever for

    2020
    et stjålent år
    uden ytring og frihed,
    et karneval og fastelavn
    grimasse bag en maske,
    et stjålent blik
    uden smil,
    en ørkenvandring
    uden mål og mil…
    – intet at takke for,
    ingen årsag

    2021
    Held og lykke ?
    – allerede på hæld 
    og lagt i løkke,
    “ expect the unextected “
    selvom det allerede er planlagt ?

    2022…… 2023….. 2024….

    den der tæller
    lyder som en hæler
    der gør kassen op,
    en dråbetæller
    af “kinesisk tortur”,
    en ukendt bøddel
    der næppe fatter en tødel

    ” hvad sker der nu … og nu … og nu ” ?
    så længe man spørger timeligt fastholdes
    ” det evige nu ”
    ( som et pendul
    der svinger frem og tilbage
    mellem revolutioner, kaffe og kage )
    ( et “nu” uden fortid og fremtid – er det frihed ? )
    – alle disse ” revolutioner ”
    er bare et ord som betyder ” gentagelse ”
    på løgn og latin
    – fatter du det ? 

    spørg hellere : hvornår holder det op ?…
    og vær ærlig og besvar det selv :
    ikke før folk siger 
    “ STOP ”

          !

    Livet er skønt og farligt,

    med fællesskab og “vi-rus”
    skabt med “fæle” bakterier og virus
    tilsammen med andre levende væsener
    planter og dyr
    liv
    i symbiose,
    som roser på mødding
    med dufte, torne og “corona”

    • marcohanuman

      Omar – hvor publicerer du dine skriv, kommentarer og poesi til dagligt?
      De bør ikke kun være vedhæftninger til nedersteetage.dk.
      Det er seriøst stand-alone materiale!

      Bedste nytår til dig.
      mh

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *