SOLBLIND

 

 

én virkelighed, eller mange ?   –  mange opfattelser, eller kun én officiel ?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mørke skyer, fulde af syre og smerte, trak sammen og skyggede for solen. En kold vind kom fra nord.

Folk skjulte deres længsel efter mættende lys og varme bag gennemblødte slør, masker, eller en stram og tyndslidt ansigtsgrimasse. Andre søgte ly under hatte, huer og mere officielle hovedgenstande. Tøjet blev tungere og mørkere. En påtrængede lugt af gammelt tøj, skarpsaltet sved og ram pelslugt fra herreløse hunde udløste en afværgende refleks. Folk var kuet og krumbøjet af kulde, sult og angst – den sidste mest umættelig. Få kendte hinanden fra hvert sit skjul i mørke, og vidste hvad der gemte sig bag.

Denne dag fornemmede et par, ukendt for sig selv, hinanden og verden, gennem pupillers mørke hinandens tilstedeværelse. I omgivelsernes knugende tavshed udkrystalliseredes en stum og intim samtale, båret af næsten usynlige hjerter og søgende blikke. Kun indbyrdes synkronicitet af diskrete fysiske bevægelses-rytme-mønstre adskilte dem fra det omgivende menneskehav af uformelig og gennemblødt masse.

*

Enten måtte denne fornemmelse udvaskes og opløses i menneskehavet eller give sig tilkende som skib med sejl sat og flag hejst. Fornemmelsen begyndte at tage form som en stille hvisken og mumlen af stadig mørkelagt indforståethed, knogler kød og blod – endnu ikke opløftet til samtale…  men pludselig flænsede vinden de tunge og mørke skyer bort, solen brød igennem og badede de to skikkelser i et gyldent lys. Ukendte øjne hvilede forventningsfuldt på dem. De to skikkelser følte sig blottet og tiltrukket af et mirakel i anmarch, og trådte tøvende frem. De var udspændte som buer, fulde af længsel efter at afsende pile eller dø. Horisontens dobbeltdør brød lænkerne, og lyset skar sig igennem. Alt stod åbent, scenen var sat, alt var i spil :  ” Se, der er solen ! “, udbrød den ene.  Luften var æterisk, mættet, fuld af lys og håb – alt var muligt. Den anden svarede, ” det er din virkelighed –  jeg har en anden.. “  

 

*  *

 

Hvor kort et lysglimt end er, efterlader det et indtryk, et håb, eller en tro. Hvor meget vover man at tro uden at miste ?  –  hvor meget tør man håbe uden at blive skuffet ?   Selv i det mindste vokser det største. Hvis bare en sammensmeltning lykkes een gang, et eller andet sted, er det nok…. men der er mere…

Er det nok til at begrunde al den lidelse  –  eller mere end nok ?

Kan lyset bryde igennem for mange gange ? – er der for mange mennesker ? – for mange træer og fugle, for mange stjerner og planeter ? – for meget kærlighed, som ingen ved hvad er ?   – vides der for meget, eller for meget der ikke vides ?  Alt dette og mere rummer mørket – og eftersom mørke ikke er mørke, men fravær af lys, og derfor fyldes af lys – uendeligt umætteligt – bliver øjne aldrig trætte af at se..

… så lad det ske…     

( andet kan jeg ikke se )

 

*   *   *

 

 

I nat drømte jeg

at jeg så mindre og mindre

 

til sidst var jeg ikke blind

men kunne se

ingenting