Poema

2021 på versefødder

Totalitær haiku

2 be or not to
2-talitære tonerum
2-nedøvstumhed

0-iteternes 
0-ificeringsbegær
0 putte Mette

2-cifret terror
2-lerance-psykopat
prinsesse 2-ben

11 i 9’ende
1 eller andet skurrer
1 ud af mange

Corona-limerick

De kogte en suppe i Wuhan,
der nok kunne bruges som bøhmand
De spredte den der,
de spredte den her
Nu stikker de nåle i hvermand

Tudegrim Storgrimsons kvad om runekastning

Kast de runer, rul de rim
Ned skal nysprog, niddingsnak
Narrehattes nyhedsbreve
Ristes skal regeringspak

Kast ej dværge eller kalve
Kast i stedet op i halve
eller hele liter vand
Kast tyrannerne i spand

Blankvers om bank-kommers

Det pengeløse samfund står for dør
hvor Magtens Korridorer ta’r sig ret
til frit og uden varsel at begå
et indgreb i din konto, hvis de vil.

Så slut er fordums skræddervirksomhed
med puder og madrasser fuld af mønt.
Et digitalt sørøveri er klar
til fluks at lette anker med dit liv.

Hexameter om forhexelse

Syng os, gudinde, om vanvidets greb om vor fælles begrebslighed
Syng ud din klage, lad aldrig censuren forstyrre dit versemål
Storpsykopaternes anslag mod menneskers liv og naturlighed
Ordenes trolddom og slørsyn skal ikke besnære os længere

Anapæst om den Sorte Pest

De råbte, at vi skulle dø nu,
for pesten er kommet til lands og til luft,
og alle skal lukke for skodder og døre,
og bære en pose fra øre til øre
og lukke butikker for borger og tigger
for pesten er kommet i hus.

De råbte, at vi skulle stikkes,
og kviksølver-kvaksalver-pharmakratiet
fik lov til at modificere vor gener
fik lov til at omgås de etiske regler
fik immunitet for klager og skader
så pengene kommer i hus.

Trokæ til en scarabæ

Billen den er blank og sort,
snart den triller med en lort
kugler lagt af folk og fæ,
for den er en scarabæ.

Bille sort med kæbesakse, 
skjold på ryg og hjelm på hoved
slut med snak og på med mod
vandrer mod en bøddelfod.

(Tom Kristensen in memoriam)

DUNG Energy

Alexandriner om Aftenlandet

Hvad tror du nu vil ske min ven og våbenbroder?
Hvor længe skal vi dog i uvished begå?
Er Verden uden mål og med i Aftenlandet?
Vil alt, vi kendes ved, i morgen og bestå?

Jeg tror med skæbnetro, at intet ondt i sulet
kan bringe ud af kurs et skib med mand og mus,
hvis blot kompas og ror og tovværk er forseglet,
vil oprørt hav forstumme brat og bringe os i hus.

Men tror du så min ven, at ondskaben forstummer
så let som ingenting, blot tro og håb bestå?
Vil Verden ej forgå i grådighed og kummer,
når blot dit skib i salig tro har redet bølgen blå?

Jeg tror og tror dog ej, min tro har kastet anker,
for intet er så let som ingenting og alt.
Når tro og viden går i fællesskab og tanker,
har tvivlen intet sted at bo, og intet kan gå galt.

En kommentar

  • omar ingerslev

    Jeg vil forsøge at svare dig, min ven og våbenbroder,
    i en sen nattetime fra en østlig vasal til aftenlandet
    – respekt for haiko og alexandriner,
    men for at knække nødden,
    er jeg nød-
    saget til at slibe mit stål,
    og knække lyrik og versemål,
    – og det der ligner –
    for at finde høstakkens nål :

    * forord *

    Jeg tror jeg ved
    jeg ved jeg tror,
    den troende når viden om
    mens den vidende siddende fastgror,
    synker i tankernes kviksand,
    kvikt og sandt, grubler og glor.
    Der er en tro, der formår
    mere end forstanden forstår,
    der er en forstand
    som tro-fast bærer alt, mus og mand.

    Tro og viden er skibe med skrog,
    så fast en borg
    med vandgrav,
    der flyder udover horisonten.
    Der er en borg,
    så undermineret af kviksand,
    og arvingen, som er et skrog
    – en borg med kongenavn
    en idiot, en silo, en tom skal af skilte avn
    hvor folk i håb kaster urners høstsæd på gold jord
    vildledt af forførende og forrådte ord,
    – en borg som er nedbrændt for snart femte gang.

    Brændt borg lugter ilde,
    løgnen, indvendig sur som løbesod,
    sværter stadig murene til af mug,
    fundamentet står stadig i brak
    – ” something´s rotten in the state of … ”

    * mit svar *

    Det bedste våben
    er at være åben
    for at alt er forbundet,
    og at intet kan bestå
    uden at gennemgå
    forandring

    Intet skib kan bringes ud af kurs
    for selve kursen er åben mod alle retninger,
    verdenshjørner findes ikke
    og selv kompassets nål ( der var den ? ) roterer forvirret rundt
    mens de magnetiske poler flytter sig under
    fødder på gyngende dæk

    Sejlene er sat og fyldes
    af selve stormens skumfrådende raseri,
    uden alle kræfter sluppet løs
    rækker energien næppe til at krydse oceanet.
    Uden udløsningen af dette raseri
    vil stormen aldrig kunne lægge sig,
    og ingen kunne lande trygt i havn på den anden side

    Der er ingen steder at kaste anker
    der er ingen hvile for tanker,
    for denne planet hviler i sig selv
    – et selv som hviler i et kosmos,
    som er flydende plasma, æterisk og elektrisk.

    Der er kun kumfu
    – evnen til at sammensmelte med angriberens energi
    og omdirigere den i en ønsket retning.
    Der er ingen steder fast grund under fødderne,
    intet sted at kaste anker, andet end i egen favn.
    Enhver der enten vil trodse stormen,
    eller tage flugten,
    har på forhånd tabt.

    Der er intet sted at stå
    andet end i stormens centrum,
    og følge den sindigt i rolig gang,
    mens den flytter og forandrer sig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *