Poema

Jeg løfter mine øjne

Jeg løfter mine øjne til bjergene,
selvom jeg bor i et land uden høje bjerge.
Jeg kan forestille mig striben af skyer
som sneklædte toppe af imaginære tinder i horisonten.

Jeg løfter mit legeme i ånden,
om end jeg ikke er en havørn med to meters vingefang.
Hvad forhindrer mig i at svæve væk på rosa aftenhimmel
i let til frisk vind fra sydvest henover landskabet?

Jeg løfter min søndersatte bagdel fra kontorstolen
og forlader arbejdsdagens trivielle tyngde.
Min krop vantrives ved ikke-aktivitet,
jeg er skabt til vandre, klatre, hoppe og slå en kolbøtte.

Jeg løfter mit sind fra fortidens forteelser og fremtidens fornemmelser,
i skrivende stund findes der kun dette ene: at skrive er at være.
Intet er vigtigere end dette øjeblik, 
hvor ord og mening stiger som bobler op fra et mudderhul.

Jeg løfter blikket, og hele hovedet følger med
vel vidende, at millenniers herskere har forlangt bøjede hoveder.
Universet forlanger ikke af mig, at jeg dukker min nakke
men afventer tålmodigt mine udstrakte, opadvendte håndflader.

*

Du gør dig allehånde bekymringer, men kun ét er fornødent.
At du forbinder dig med dit ophav, kilden til din livsstrøm.
Intet er vigtigere for dig, min ven, og for mig.
Lad aldrig gustenhed og genvordigheder generere glemsel om det fornødne.

Jeg gør mig bekymringer på mine og andres vegne,
men allehånde bekymringer er ikke fornødne,
og jeg kan ikke bære mere end mit eget kors
og slæbe min egen sten i et reb om livet op af bakken.

De bekymrer sig ikke en hårs- og båndbredde om du og jeg.
Deres bekymring er, om de overlever det store årsskifte,
den store kalendervending, når alt kommer til alt,
hvor de set i bakspejlet har fået øje på deres egne blodige fodspor og skygge.

Vi bekymrer os i vores forkommenhed for meget om dem og for lidt om os selv,
vore liv, vores udkomme, vores afkom og efterkommere.
Deres indkomst har styret hele verdens og vores velbekomst.
Kun ét er fornødent: Vores genforbinding til det, vi glemte undervejs.

Vores bekymring kunne være, burde være – må vi bruge bydeform her?
i hvilken grad vi har tilladt os at forråde vores velfærd og forære den væk.
I falsk identifikation har vi set os selv som selvfølgelige brikker i et spil
i stedet for at genkende ophavet, kilden og livsstrømmen.

*

Elsk din næste som dig selv, og hvem er så din næste?
Det er øjensynligt ikke udråbet fra køen i supermarkedet
kan jeg hjælpe den den næste!? og med al respekt for køkultur-disciplin,
for hvis det ikke er næste i rækken, hvad er den så den næste?

Er det så den næstbedste, skal vi også elske dem på reservebænken?
Hvad med alle indbyggerne i Næstved ved siden af Østved øst for Vestved?
hvilket muligvis ikke er så tosset, altså næst-ved som next-to på engelsk,
for er det ikke dine nærmeste i udvidet forstand, siden hele menneskeheden synes overambitiøst.

Og det bliver værre endnu, for hvordan elsker man sin nærmeste som sig selv,
hvis man render rundt i selvforagt, lavt selvværd og i færd med at begå selvskade?
og hvem er forresten Sig Selv, og nu er jeg totalforvirret,
for lyder det ikke som sig-selv-nok på den selvfede måde?

Helt storslemt blev det i det globale selvskadeprojekt,
for ikke nok med at de ville have os til at hade vores egen krop,
de ville også have at vi mistænkte vores næste, distancerede os fra vores næste,
udstødte vores næste, mens de prædikede, at nu skulle vi åh-så-passe på vores næste.

Er din-og-min næste ikke det menneske, som du møder, ser og hører,
og sig selv ikke dig selv, din sjæl og din sjæls ophav,
og fortjener alle mennesker ikke som udgangspunkt den chance,
at de har en sjæl, et sig-selv med det samme ophav?

Kommentarer

  • omar ingerslev

    GÆK og PÅSKEÆG
    ————————–

    forord – forår
    i begyndelsen
    var forkyndelsen…

    *

    himlens stjerner er lysende prikker
    tilsammen er de dit og mit navn
    alle fødte og ufødtes
    alle til gavn

    alt står skrevet

    der er sorte huller
    som mine to øjne
    der indsuger alt
    – men ikke kan se hinanden

    der er hemmeligheder
    og himmelligheder
    som jeg ikke kender
    om andre eller mig selv

    intet står skrevet

    dit øjeblik på himlen ser tilbage på fortiden,
    et rodfæstet firmament, og alt det skabte, som hviler i fred
    – selv det mindste og korteste øjeblik,
    her og nu,
    er evig forvandlings friske frugt,
    – det er alt,
    men der er mere:
    – dit øjeblik er uendeligt
    når du ser indad ser du frem i tiden

    – således dækker dit øje og dit blik
    på et øjeblik
    fortid – nutid – fremtid
    fra evighed til evighed

    *

    efterord – efterår

    alt står skrevet med prikker,
    sørg for at de stikker
    hul på din byld,
    din begrænsede bevidsthed og rene uskyld

    ringen er sluttet, til en ny begyndelse
    af endnu en forkyndelse …

    • marcohanuman

      jeg smed din seneste kommentar op i teksten (de ti bud) – og det var jo kun det første bud 🙂

  • omar ingerslev

    Meget spændende gennemgang af 1. bud – jeg glæder mig til fortsættelsen. Du er en bedre formidler end visse lærere/praktiserende præster ved teologisk fakultet på KU, som konsekvent fejlciterer de få faktuelle ting vi ved omkring bibelfortællingerne. En vis herre er istand til at omtale det historiske Judea og Galilæa som “landet/staten Israel” – jeg har under foredrag op til nærværende påske været vidne til at den herre gentog fejlen “Israel” ca 20 gange på ca 5 minutter. Det begynder at ligne systemisk tænkning/patologisk løgn. Israel betyder “det jødiske folk”, og er historisk set IKKE en betegnelse for landområder.

  • omar ingerslev

    DET RUNDE TÅRN

    Ryghvirvler som mursten
    stablet som rygrad
    fødder som fast fundament
    snoede gange
    som dobbelt helix
    til mit observatorium
    i det første skridt ind i himlen

    det himmelvendte skjold
    skyder ryg om dagen
    men når det iltede blå slør trækkes til side
    bryder bruden ud længselsfuld forelskelse,
    natten tilhører de elskende
    stjernerne og den ekspanderende fryd,
    ekstasens nødvendighed
    kommer af et uudtømmeligt overskud
    som skyldes en evig forandring, altings forvandling

    Jeg skubber mine øjne helt ud af mig selv, vakler
    og kaster mig ud fra vipperne,
    giver slip, og falder ud i fri opstigning
    til stjernehavets boblende champagne
    jeg tømmer det kosmiske bæger
    igennem pupillernes og nervebaners slanke stilke
    indtil beruselsen får foden til at vakle
    og glasset løftes til hilsen

    SKÅL !

    kastes bagover og knuses som skøre gamle knogler i ilden

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.